Lauritzen-prisen 2010 går til Paprika Steen og Olaf Johannessen

Link til pressefotos og talerne

 
Lauritzen-prisen 2010 på kr. 250.000
går til Paprika Steen og Olaf Johannessen

Årets fire rejselegater går til Jakob Højlev Jørgensen,
Dorthe Hansen Carlsen, Hans Rønne og Marie Dalsgaard

Lauritzen Fonden er stolt over at offentliggøre, at Lauritzen-prisen 2010 går til skuespillerne Paprika Steen og Olaf Johannessen. Med æren følger en check på kr. 250.000 til hver, hvilket gør Lauritzen-prisen til en af landets absolut største skuespillerpriser. Prisen er blevet uddelt hvert år siden 1993 - og før det som Henkel-prisen til kvindelige skuespillere siden 1965. Indtil i år har prisen været på først kr. 50.000 og siden 100.000 skattefri kroner til to skuespillere. Men i år er første gang, der uddeles hele kr. 250.000 til hver skuespiller.

Til forskel fra de fleste andre skuespillerpriser går Lauritzen-prisen på tværs af scenekunsten, film og tv-dramatik og tildeles hvert år til en mandlig og en kvindelig skuespiller, der har markeret sig med unikke skuespillerpræstationer enten på teatret, i biografen, i et radiodrama eller i en tv-serie.

Paprika Steen og Olaf Johannessen
Prisoverrækkelsen fandt sted her til eftermiddag på Portscenen i Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Paprika Steen er i øjeblikket på filmoptagelser i Argentina og kunne derfor ikke fysisk være tilstede ved overrækkelsen, men havde til gengæld sendt sin skuespillerkollega Sofie Gråbøl (modtager af Lauritzen-prisen i 2001)til at modtage prisen. I motiveringstalen af priskomitémedlem og teaterkritiker, Lars Wredstrøm, hed det bl.a.:

- … er der noget som kendetegner dine kunstneriske præstationer, er det netop tilstedeværelsen i en given karakter. Vi tror kort og godt på dig. Du forfører os, selvom dine karakterer ikke altid vil os det bedste. Vi ved det, men går efter den forbudte frugt alligevel. Og det er DEN form for tilstedeværelse, som gør dig helt vidunderlig, men også den form, som gør dig til menneskeæder rent karaktermæssigt både på en scene eller på et lærred… Du hæver kort og godt skuespilkunsten til en højere potens.

Paprika Steen har bl.a. brilleret i film som Festen, Den eneste ene, Elsker dig for evigt, Okay, Vikaren, Den du frygter og som Sally Bowles i Cabaret på Gladsaxe Teater og Martha i Hvem er Bange for Virginia Woolf på Gasværket. I løbet af det seneste år har hun bl.a. høstet internationale filmpriser for sin præstation i kammerspilsdramaet Applaus, ligesom hun her i foråret har spillet Anna Politkovskajas alter ego i Betty Nansen Teatrets store publikumssucces Moskva 7. oktober.

Olaf Johannessen var selv til stede ved prisoverrækkelsen og modtog prisen af priskomitémedlem, teaterredaktør- og anmelder Rikke Rottensten bl.a. med følgende begrundelse:

- En hypermoderne skuespiller, der stadig behersker det klassiske, men også det fysiske teater, det absurde, det abstrakt-moderne drama, og senest har det vist sig, at evnerne i helt overlegen stil også gælder den elegante komedie… Olaf Johannessen er i høj grad teatrets mand. Med en diktion, der ville kunne få selv en Poul Reumert til at fatte håb for ungdommen, og en hemmelighed som få, er hverdagsrealismen ikke lige det, der passer bedst til Olaf Johannessen. Og tak for det!

Olaf Johannessen har i en årrække været en af de store kritiker-darlings rundt omkring på de danske scener. De seneste tre år har han givet markante præstationer i bl.a. Et drømmespil på Betty Nansen Teatret, Fobiskolen på Mammutteatret, Privatliv på Grønnegårds Teatret, Krasnoyarsk på CaféTeatret og netop nu i Astrid Saalbachs Rødt og grønt på Det Kongelige Teater.

De fire rejselegater
Udover de to hovedpriser uddeles også fire rejselegater på hver 25.000 skattefri kroner til fire skuespillere, som hver især gør det værd at gå i teatret, i biografen, høre radio eller sætte sig foran tv-skærmen. I år gik hæderslegaterne til Jakob Højlev Jørgensen for sit forbilledlige forsvar af den biografiske figur, Charlotte von Malsdorf i monologen Jeg er min egen kone på Aalborg Teater, Dorthe Hansen Carlsen for sin gribende præstation i Pietá på Aarhus Teater, teaterlegenden Hans Rønne for forestillingen Fars Stol i sit eget Teatret samt Marie Dalsgaard for bl.a. Nick Cave Teaterkoncert på Aarhus Teater og senest den skræmmende, diktatoriske farmor i Populærmusik fra Vittula på Svalegangen.
 

Om prisen
Årets prismodtagere udvælges af en priskomité bestående af teaterkritiker, Lars Wredstrøm, redaktør og teaterkritiker, Rikke Rottensten, fiktionschef, DR-Kultur, Ingolf Gabold, bestyrelsesformand for DR, Michael Christiansen, teaterchef, Geir Sveaass fra Aalborg Teater samt Jan Lauritzen som repræsentant for Lauritzen slægten og Lauritzen Fondens bestyrelsesformand, Jens Ditlev Lauritzen.

Blandt de mange tidligere modtagere af henholdsvis Lauritzen-prisen og Henkel-prisen kan nævnes så prominente navne som Ditte Hansen, Jesper Langberg, Nicolas Bro, Henning Jensen, Trine Dyrholm, Søren Sætter-Lassen, Sofie Gråbøl, Jens Jørn Spottag, Dejan Cukic, Malene Schwartz, Lisbet Dahl, Birthe Neumann, Susse Wold, Ulla Henningsen, Kirsten Lehfeldt, Bodil Udsen, Ghita Nørby og Bodil Kjer som den allerførste modtager i 1965.

Lauritzen-prisen er skænket af Lauritzen Fonden, som er en erhvervsdrivende fond, der bl.a. uddeler legater til en række humanitære og sociale aktiviteter samt til fremme af søfartens og søfarernes interesser.

Se bagest:

• Motiveringstale til Paprika Steen
• Motiveringstale til Olaf Johannessen
• Profiler på prismodtagerne
• Priskomitéens medlemmer
• Tidligere prismodtagere

For yderligere information kontakt undertegnede.

Med venlig hilsen
Have Kommunikation
Tlf. 33 25 21 07

Kontakt: Michael Feder, michael@have.dk, 22 43 49 42

Motiveringstale til Paprika Steen
Verdens mest berømte sætning fremsat af verdens mest berømte dansker lyder i al sin komplicerede enkelthed "At være eller ikke være - det er spørgsmålet". Hvis man - frækt - udvider den sætningen, kan den imidlertid også komme til at lyde: At være eller ikke være TIL STEDE - det er spørgsmålet. For med overrækkelsen af årets Lauritzen-pris 2010 til en kvindelig skuespiller, kan man nemlig godt tillade sig at spørge. ER prismodtageren til stede eller ej? Svaret er både ja og nej. For årets kvindelige prismodtager ER til stede, bare ikke fysisk.

Filmomstændigheder her nemlig gjort, at hun i dette øjeblik befinder sig i Buenos Aires. Så da du nu ikke kan være tilstede rent fysisk, vil jeg gerne bede din gamle ven og kollega Sofie Gråbøl - som også selv tidligere har modtaget en Lauritzen-pris - om at komme på scenen, så hun på dine vegne kan modtage prisen.

Kære Paprika, kære Sofie og kære publikum. Det er en ære, et privilegium og et længe næret ønske fra priskomitéens side, at jeg nu på Fondens vegne kan overrække dig den prestigefyldte pris. Vi er stolte over, at du i dag - som den første - modtager den nu forhøjede Lauritzen-pris på 250.000 skattefri kroner, herunder ikke mindst æren, idet Lauritzen-prisen og dens forgænger, Henkel-prisen - reelt udgør en af verdens ældste og stadig aktive inden for området. En hæder og ære du fortjener!

Jeg tror jeg skylder jer alle en forklaring på, hvordan Paprika Steen egentlig reagerede, da jeg på Lauritzen Fondens og priskomitéens vegne ringede dig op, for at fortælle dig, at vi i priskomiteen uden nogen form for tøven havde valgt netop dig til årets kvindelige prismodtager.
Du sad midt i en spansk-time, men tog telefonen alligevel - nysgerrig har du jo altid været - hvorpå du med konduite, men med en arrig undertone høfligt spurgte til, hvad jeg ville. Og da jeg gav dig beskeden, sket der pludselig det, som mange ellers ville havde forsvoret.
Du begyndte at græde og blev helt lillepige-agtig, hvorpå du udbrød: "Lauritzen-prisen, det er da jer, der også er den gamle Henkel-pris - den kun de bedste af de bedste får - jamen så er jeg jo endelig blevet set.” Og SÅ græd du.

Den følelsesreaktion kom IKKE helt bag på mig. Men da jeg på forhånd nævnte det på komitéens besluttende prisuddelingsmøde, havde et andet prismedlem, Bestyrelsesformanden i Danmarks Radio, Michael Christiansen en noget anden holdning. Han sagde ligeud: "Det kunne Paprika aldrig finde på. Hun kunne ikke drømme om at bryde ud i gråd. Det er hun al for stor en kontrol-freak til at gøre". Det væddede vi så to flasker god rødvin på - og Got sei Dank begyndte du at græde - hvorfor jeg lige vil gøre Michael opmærksom på, at han nu skylder mig to flasker rødvin.

Men tilbage til det med at være eller ikke være - tilstede. For er der noget som kendetegner dine kunstneriske præstationer, er det netop tilstedeværelsen i en given karakter. Vi tror kort og godt på dig. Du forfører os, selvom dine karakterer ikke altid vil os det bedste. Vi ved det, men går efter den forbudte frugt alligevel. Og det er DEN form for tilstedeværelse, som gør dig helt vidunderlig, men også den form, som gør dig til menneskeæder rent karaktermæssigt både på en scene eller på et lærred.

Et af de seneste eksempler er filmen "Applaus", hvor du spiller en derangeret rampelys-diva, der efter et afvænningsophold konfronteres med egne fortids-spøgelser. Et møde der ikke går udelt godt.

Præstationen var øredøvende god og dybt rystende. Faktisk så god, at nogle reelt misforstod din præstation og troede, at det var dig selv og din egen karakter, som du reelt spillede - hvad det naturligvis ikke var.

Nogle vil kalde din form for godt skuespillerhåndværk, men det var det ikke. For i din tilgang og i det samlede resultatet forstår du nemlig at HÆVE skuespillerhåndværket op, så det bliver vaskeægte kunst. Ingen lette løsninger, ingen form for rygrads- og rutinespil, ingen form for gentagelser. Du hæver kort og godt skuespilkunsten til en højere potens. Jeg vil nemlig vove pelsen og sige, at ikke al skuespilarbejde er kunst. Ofte er det blot godt håndværk.

Samme internationale standard som figuren Tea i "Applaus" kom til udtryk i din fortolkning af rollen som Martha i Edward Albees teaterstykke "Hvem er bange for Virginia Woolf" på Østre Gasværk for 2 år siden - en pragtpræstation, der nærmest ætsede sig ind i sjælen.

Derudover kommer en lang række andre fremragende scene-præstationer, f.eks. rollen som Sally Bowles i "Cabaret" på Gladsaxe Teater; Lucretia i Holbergs "Den vægelsindede", den forføreriske "Henriette" i "Skyld og skyld" - de to sidstnævnte på Det Kongelige Teater - samt i "Hedda" i Betty Nansen teatrets fri scene-versionering af Henrik Ibsen dramaet "Hedda Gabler". Alle sammen roller du har spillet og fortolket så det brager, lige siden du forlod skuespillerskolen på Odense Teater i 1992.

Du har medvirket i mere end 20 film, og blandt dem kan nævnes top-perler som f.eks. "Elsker dig for evigt", "Mifunes sidste sang", "Den eneste ene", "Rembrandt", "Okay" samt "Vikaren" - alle sammen film, hvor du i den grad sætter en uhørt høj standard.

Hertil kommer, at Paprika Steen også kan være pokkers morsom. Det kom f.eks. til udtryk i filmen "Hannibal og Jerry", og på TV er satireserien "Lex og klatten" - her i selskab med Hella Joof, Peter Frödin og Martin Brygmann - slet ikke til at komme uden om.

I den forbindelse er du både på scenen og på filmlærredet en ubetinget primadonna. - og JA, jeg ved, du hader den betegnelse, men nu er det altså mig, der har magten og DIG, der sidder på den anden side af jorden.

For som de fleste primadonnaer ved du nemlig, hvad du vil med en given karakter - og i den forbindelse forventer du også, at dine kollegaer - gerne på forhånd - har gjort sig samme overvejelser med hensyn til deres roller. Men alle har det ikke lige som dig, og derfor griber du dem ofte i at fumle eller bearbejde sig frem til, hvad netop deres karakter skal indeholde. I den forbindelse er du ikke bleg for at irettesætte dine medspillere, hvis du synes - og ofte med rette - at de ikke gør deres arbejde godt nok. Du overhører gerne en instruktør, hvis du ikke er enig i vedkommendes fortolkning af det, du spiller med i - og du går heller ikke af vejen for et rask lille skænderi med både dramatikere og teaterledelse.

Alt sammen fordi du rent ud sagt er en kunstnerisk idealist, oppebåret af utilsigtede divaegenskaber, selvom den slags idealister ofte må lide under, at deres kunstneriske omgivelser så stikker en kniv i ryggen på dem, når de kan komme til det.

Måske er det også grunden til, at du ved vores telefonmøde udbrød. "Jeg troede aldrig, jeg nogensinde ville kunne komme i betragtning til noget, som bare lignede en teaterpris. Derfor siger jeg stort set nej til alle den slags invitationer, for jeg har for længst affundet mig med, at den slags priser får jeg ikke, selvom jeg kan godt kan være nomineret eller indstillet til en".

På dit CV er det heller ikke på nogen måde den slags priser, som springer mest i øjnene. Men nu får du den altså, en af verdens længst uddelte teater- og filmpriser.

Men hvad er det så du kan, eller gør med en rolle? Du destillerer eller rendyrker den, så den på én og samme tid både bliver genkendelig, troværdig, men frem for alt også almengyldig alt sammen i højeste potens.

Med mellemrum kommer der i radioen meldinger om, at narkomaner i det og det område skal passe på, for et eller andet stof i rendyrket form er i farligt omløb. Måske skal man gøre det samme i dit tilfælde. Måske skal man meddele teater- og filmfreaks, at der nu er en Paprika-premiere i farvandet, og vil man ikke gå i gulvet med et brag, skal man være forsigtig med dosseringen. For livsfarlig, DET er du.

Bagsiden er så, at du også bærer en stor usikkerhed med dig i bagagen. En sårbar hinde, som du til gengæld får vendt til din fordel ved at stå ved den, erkende den og bruge den rent kunstnerisk.

En form som alt i alt ikke er dansk i sin grundtone. Tilgangen er nemlig langt mere engelsk - og så er vi tilbage til Shakespeare - og det at være eller ikke at være. Og her vil jeg på Lauritzen Fonden og Priskomitéens vegne gerne sige: ”At være eller ikke at være en stor skuespillerinde - det hersker der ingen tvivl om. For det er du.”

Kære Paprika Steen Tillykke med årets kvindelige Lauritzen-pris 2010.
Og så vil jeg - med Paprikas godkendelse - godt have lov til at supplere mit til lykke med et kram til din stand-in, Sofie Gråbøl. Til lykke.

Motiveret af Lars Wredstrøm

Motiveringstale til Olaf Johannessen
Netop her på dette sted, og netop nu hvor du faktisk er kommet tilbage, kan man vist godt tillade sig at sige det højt: At der er et før og efter Det Kongelige Teater i Olaf Johannessens karriere - og at det især er for det "efter", at han i dag får Lauritzen-prisen 2010. For det var først, da Olaf Johannesen stoppede på Nationalscenen, at han virkelig foldede det - viste det sig - enorme potentiale, han har som skuespiller ud. De første forestillinger efter afskeden med Det Kongelige fik nærmest én til at glippe med øjnene og måbe lidt. Undskyld men var han? Han lignede godt nok Olaf Johannessen af udseende, men... det virkede som om, det var en helt anden skuespiller. En for hvem intet var umuligt, intet skulle være uprøvet.

Og det har det så også vist sig ikke at være - heldigvis. Fra den første tid på Det Kgl. Teater kendte vi mest Olaf Johannessen fra meget teatralske, ofte nationalromantiske roller, og vupti: Her var pludselig det modsatte: En hypermoderne skuespiller, der stadig beherskede det klassiske, men også det fysiske teater, det absurde, det abstrakt-moderne drama, og senest har det vist sig, at evnerne i helt overlegen stil også gælder den elegante komedie.

Det er en blanding af det sidste og det abstrakte, vi ser Olaf Johannessen i lige nu og lige præcis her, på denne scene, i Astrid Saalbachs "Rødt og grønt". Anmelderne entydigt elskede ham som den kyniske udsendte leder af et bistandsprojekt. Hvad kan de fattige dog rage ham, når han nu har slået sin kæbe, og blodtabet helt sikkert truer med at tage livet af ham, og hvad værre er: han kan ikke spille tennis i en længere periode, og på grund af den dårlige ånde er det også så som så med at flirte igennem med den unge, naive praktikant. Hvor meget ulykke kan man lige blive ramt af?

Det er så elegant, så sviende og dekadent, så ondt og dragende, at man bare sidder og venter på, hvornår han kommer tilbage på scenen. For så sker der virkelig noget!

At han behersker den elegante komedie, var alle der så Noel Cowards "Privatliv" på Grønnegårds Teatret for to somre siden ikke i tvivl om. Her var Olaf Johannessen en Elyot, der var præcis så helt utroligt ligeglad og ophøjet, som han havde råd til at være i sin silkekimono og skræddersyede jaket, og som rollen kræver. Tiltrækkende, flirtende, helt afgjort en mand, der da gerne måtte byde en på en cocktail.

Men igen: Ikke en rolle, ret mange havde troet, Olaf Johannessen ville være så fremragende i, for 10 år siden. Det var ikke i den retning, det pegede.

I retning af teater har det på sin vis altid peget. For Olaf Johannessen er født ind i kunstarten med instruktør og teaterdirektør Eyon Johannessen som far og skuespiller Tove Jacobsen som mor, og en søster, Annika, der også var på Det Kongelige Teater i flere år. Han var ikke mere end 19, da han startede på elevskolen, og efter uddannelsen startede karrieren på Odense Teater, gik videre til Aarhus Teater, inden det dengang naturlige skridt ind på Det Kongelige Teater, hvor Olaf Johannessen var indtil 2004, og hvor han også nåede det, han i et interview har kaldt sin karrieres lavpunkt. "Åh nej" tænkte han på scenen, og hans følelse af at være virkelig dårlig smittede åbenbart tydeligt af på publikum. For de gik i stor stil i pausen.

Han havde mistet troen på de roller, han spillede - og mange af dem var altså heller ikke ret interessante! Men det gode ved lavpunkter - i hvert fald dem man bagefter tør fortælle om i interviews - er jo, at de medfører en forandring. Ellers går man under. Og dem hører Olaf Johannessen ikke til. Det kunne man indirekte læse i avisen fem år senere, da Berlingske Tidendes teaterredaktør Jakob Steen Olsen i en sæsonopsummering skrev, at: "Intense Olaf Johannessen er et eksempel på en skuespiller, der er sat fri og gør noget, der ikke er hverdagskost i dansk teater: Han vokser fra rolle til rolle."

Og sådan har det vitterligt også føltes. Især med de moderne, svære roller på de små scener i København som Café Teatret og Plan B. Mænd der har været kølige, intellektuelle, fascinerende, farlige og især og allervigtigst enormt interessante. Man gider dem altid, uanset hvem de er. For de har noget over sig, noget spændende, undersøgelsesværdigt, der hele tiden giver en lyst til at vide mere. Men ikke alt. For guds skyld ikke alt. For hvis der er noget, man altid har på fornemmelsen med de mænd, så er det, at inderst inde - der gemmer der sig noget, som man nok helst ikke skal åbne for. Noget meget mørkt, som det kan være livsfarligt at trænge ind til. Man ved, man skal være på vagt, og alligevel falder man: For denne mand kender sine virkemidler. Han kan virke så reel, så bundhæderlig, at man tiltror ham hele verdens frelse, og han kan være den farligste, mest sexede forfører. En stærk tilstedeværelse ikke mindst takket være hans meget fysiske spil, hans stærke kropslige bevidsthed - som kom til fuld og fuldstændig præcis udfoldelse i Katrine WIedemanns "Et drømmespil" på Betty Nansen, hvor det er svært nogensinde at glemme billedet af Olaf Johannssens både tiltrækkende og desillusionerende advokat siddende med benene nærmest lodret op i luften på et bord, der var helt skråt og en stol, der nærmest lå ned. Eller i denne sæson i de mange små, men hele tiden intenst tilstedeværende roller som bødler og mænd i "Richard den III". At lave så lidt på en scene og alligevel kunne få opmærksomhed kræver en utrolig stærk og disciplineret skuespiller.

Lauritzen-prisen gives nok for en præstation i både teater, film og tv. Og jeg vil gerne her røbe, at første gang jeg ligesom fik øjnene op for, at Olaf Johannessen vist var andet end en mærkelig fortidig skuespiller i gamle ridderdramaer på Det Kongelige Duarder, rent faktisk var med hans lille, men vigtige rolle i Morten Korch serien "Ved Stillebækken", hvor han spillede ung, reel bonde, der blev gift og langsomt forelsket i Annette Støvelbæk.

Alligevel kan jeg ikke lade være med, på vegne af en kunstart der indimellem kan føle sig udkonkurreret af de smarte unge i klassen: film og tv, at takke dig for, at du er så meget teatrets mand. Vist er det da blevet til roller på film og tv, for eksempel en mindre rolle som journalist i Christoffer Boes "Alting blir godt igen", men Olaf Johannessen er i høj grad teatrets mand. Med en diktion, der ville kunne få selv en Poul Reumert til at fatte håb for ungdommen, og en hemmelighed som få, er hverdagsrealismen ikke lige det, der passer bedst til Olaf Johannessen. Og tak for det!

Motiveret af Rikke Rottensten

Profiler på prismodtagerne

Profil på Paprika Steen
Født november 1964. Datter af skuespillerinde Avi Sagild og kapelmester Niels Jørgen Steen. Uddannet på Skuespillerskolen i Odense i 1992. Debuterede i Manden udenfor i 1992 på Mungo Park og har siden haft en række store teaterroller på en række københavnske scener, bl.a. i Jokum Rohdes Nero (1998) på Det Kgl. Teater, Sally Bowles i musicalen Cabaret (2003) på Gladsaxe Teater, Hedda (2006) på Betty Nansen Teatret, Martha i Hvem er bange for Virginia Woolf (2008) på Gasværket og senest som Anna Politkovskajas alter ego i Hanne Vibeke Holsts publikumssucces Moskva 7. oktober (2010) på Betty Nansen Teatret. På film gjorde hun sig første gang bemærket i 1996 i Thomas Vinterbergs De største helte og som Hannibals mor i Hannibal og Jerry samt på tv som en del af ”Lex og Klatten” sammen med Hella Joof, Martin Brygmann og Peter Frödin. Siden har hun på film fejret store triumfer i bl.a. Festen (1998), Den eneste ene (1999), Elsker dig for evigt (2002), Okay (2002), Vikaren (2007), Den du frygter (2008) og senest Applaus (2009). Som instruktør har hun skabt to spillefilm, Lad de små børn (2004) og Til døden os skiller (2007).

Profil på Olaf Johannessen
Født 1961. Uddannet skuespiller på Odense Teater i 1989. Fast tilknyttet Det Kongelige Teater 1995-2004 og har her medvirket i bl.a. Livet er en drøm (1994), Engle i Amerika I og II (1995), Kjartan og Gudrun (1996), Jesus (1997), Menneskereden (1998), Fostbrødrene (1999), Gengangere (1999), Urene hænder (2001), Ci-vi-li-sa-tion (2002), Miss Sara Sampson (2002), Nei og De nygifte (2004) og Richard III (2009). Andre opgaver inkluderer bl.a. Roberto Zucco (1991), Hamlet (1992) og Stormen (1994), alle på Aarhus Teater, Pelikanen på Teatret ved Sorte Hest (2004), En nat i den svenske sommer på Husets Teater (2005), Under bæltestedet på CaféTeatret (2005), Demokratiske bestræbelser på Kaleidoskop (2006), Fader Vor på Husets Teater (2006), Liv og død på Cafe Olfert Fisher på Mammutteatret (2006), Kopftot på CaféTeatret (2007), I Toscana på Plan-B (2007), Et drømmespil på Betty Nansen Teatret (2007-08), Fobiskolen 1-2-3 på Mammutteatret (2008), Privatliv på Grønnegårds Teatret (2008), Rørvig på Kaleidoskop (2008), Hjorten på Teatret ved Sorte Hest (2009), PPP - Pier Paolo Pasolini på Mammutteatret (2009), Richard III (2009), Krasnoyarsk på CaféTeatret (2010) og netop nu Astrid Saalbachs Rødt og grønt på Det Kongelige Teater. Film & tv bl.a.: Morten Korch (TV2, 1999-2000), Krøniken (DR, 2003-2006), Pagten (2009), Blekingegade (TV2, 2009) og Alting bliver godt igen (2010).

Profil på Marie Dalsgaard
Født september 1981. Uddannet på Skuespillerskolen v/ Århus Teater i 2008. Modtog i 2009 Reumerts Talentpris. Har medvirket i flere forestillinger, blandt andet Nick Cave Teaterkoncerten (2009) på Aarhus Teater, Populærmusik fra Vittula (2009) på Svalegangen og netop nu musicalen My Fair Lady (2010) på Det Kongelige Teater. Har også selv stået bag teaterprojektet Hvor er den henne? – en musikalsk skildring af at ha’ det dårligt indeni (2008), en række sange skrevet sammen med Tammi Øst, opført på Aarhus Teater.

Profil på Jakob Højlev Jørgensen
39 år og uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1997. Har medvirket i blandt andet Rent, Martas tema, Flagermusen, Sommerlængsler, The Full Monty, Lykke-Per, Kong Lear, Anna Karénina, Evita, Amadeus, De små synger, Jeppe på toppen og Fakiren fra Bilbao på Aalborg Teater. I indeværende sæson har han desuden både oversat og spillet monologen Jeg er min egen kone, instrueret af Charlotte Munksø.

Profil på Dorthe Hansen Carlsen
Født 1962. Uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1989 og har siden været en del af det faste ensemble gennem mere end 60 forestillinger. Dorthe Hansen Carlsen har prøvet kræfter med et væld af forskellige genrer: Komedier, tragedier, klassikere, musikforestillinger og dramaer. Hun debuterede i stykket ”En for alle – alle mod en” og har siden optrådt i blandet andet ”Julius Cæsar” (2004), ”Realisme” (2008) og monologen ”Pietà”(08/09).

Profil på Hans Rønne
Født juli 1953. Skuespiller, dramatiker, og instruktør. Uddannet folkeskolelærer, men fattede interesse for teaterfaget som militærnægter hos Kaskadeteatret i Århus. Kunstnerisk leder af TEATRET, der blev etableret i 1984. Har stået bag en lang række forestillinger, som tager udgangspunkt i klovnen og "den lille mand". Har blandt andet skrevet manuskript til forestillingen August, der fik en Reumert for Årets store, lille forestilling i 2007.

Priskomitéen
Jens Ditlev Lauritzen
Formand, Lauritzen Fonden
Michael Christiansen
Bestyrelsesformand, DR
Geir Sveaass
Teaterdirektør, Aalborg Teater
Ingolf Gabold
Fiktionschef, DR-Kultur
Rikke Rottensten
Redaktør, Teater 1 og teaterkritiker, Kristeligt Dagblad
Lars Wredstrøm
Teaterkritiker, Børsen
Jan Lauritzen
Repræsentant for Lauritzen slægten
 

Se tidligere modtagere af Lauritzen-prisen