Lauritzen Fonden giver støtte til Carrot Aids kæmpe indsats i Etiopien
En gulerod til forskel
Kan noget så enkelt som en gulerod fyldt med A-vitamin mærkbart forbedre livet samtidig med den forhindrer livstruende sygdomme for kvinder og børn? Svaret er et klart: JA. Efter at have besøgt Etiopien i 2006 udarbejde og selvfinansierede Mette Wivel et pilotprojekt, der skulle komme til at gøre en forskel for flere tusind gravide kvinder og deres børn. Et projekt, der i alt sin enkelthed handler om at brede budskabet om guleroden.
Visionen og problemet
Fejlernæring og underernæring er en af de største trusler for befolkningen i U-lande. I særdeleshed gør mangel på A-vitamin, at de fleste børn fødes med et meget svagt immunforsvarssystem, der øger risikoen for infektionssygdomme, for tidlig død, og især i børns tilfælde kan føre til blindhed. Carrot Aid’s mission er at lære gravide og ammende kvinder, samt børn ned til 6 års alderen at spise minimum én gulerod om ugen. Midlet skal være at undervise de unge mødre i, hvordan de kan dyrke deres egne grøntsager, og derved skabe grundlag for at både de og deres børn kan dyrke sund og næringsrig kost ved egen hjælp. Og selvom traditionen for at dyrke og spise grøntsager i Etiopien er meget lidt udbredt, har det vist sig at projektet allerede har haft en synlig effekt på levestandarden i de landsbyer, Carrot Aid programmet er blevet præsenteret i.
En bæredygtig grøntsag
Carrot Aid har siden projektets start i 2006 kun oplevet positiv respons, dels på grund af dets bæredygtige ’hjælp-til-selvhjælp’ tilgang, men også fordi guleroden er sådan en modstandsdygtig og holdbar grøntsag. Den kan tåle at blive transporteret langt og kan høstes op til tre gange om året. Lauritzen Fonden støtter Carrot Aid’s fantastiske arbejde og udvidelsen af projektet til de nu 26 landsbyer med 45.000 kr. Derved kan Etiopiens kvinder og børn gå en mere sund og sikker fremtid i møde, hvor grøntsager vil indgå som en naturlig og livsbevarende del af deres kost.
Fakta: Oplysning og hjælp til dyrkelse af livsvigtige grøntsager
Modtager: Carrot Aid
Beløb: 45.000 kr.
Sted: Etiopien


