HVEM ER VI? HVAD STØTTER VI? SØG STØTTE LAURITZEN-PRISEN KONTAKT OS
Fokusområder Øvrige projekter Samlet bevillingsoversigt

Børnehjemmet Baan Dada i Thailand

Børnene lærer at klare sig selv

Leveforholdene er hårde i den bjergrige grænseregion mellem Thailand og Burma, men børnehjemmet Baan Dada forsøger at skabe håb for både børn og lokalsamfund.
 

Modtager: Børnehjemmet Baan Dada
Støttebeløb i alt: 25.000 kr.
Sted: Thailand
År: 2012
Website: www.baandada.org
Human rights artikel: 8: right to adequate standard of living
9: right to health

 

Syv timers kørsel nordvest fra den thailandske hovedstad Bangkok og et godt stykke op af jungleklædte bjerges hullede veje ligger det lille børnehjem Baan Dada. På børnehjemmets bor og lever omkring 60 børn, som bliver passet og undervist af stedets ansatte og frivillige besøgende fra hele verden.

»Det er et fattigt område, hvor folk bor ret primitivt. Der er masser af rotter, mus og edderkopper. Og slanger, som alle er giftige - undtagen kvælerslangerne,« siger Charlotte Sigsgaard Christensen. I 2012 arbejdede hun som pædagogstuderende frivilligt på børnehjemmet. Her boede hun med de andre frivillige et stykke inde i junglen i en særskilt bygning, der som den eneste havde varmt vand. Sommetider var elektriciteten afbrudt i ugevis, og så måtte stedets køkken lave mad på en nødgenerator.

»Man tænker, hvordan børn kan vokse op under de forhold, men man får det til at fungere,« siger hun. Børnehjemmet ligger ved en lille å og er opdelt i en pige- og en drengeafdeling, hvor børnene bor op til fire på hvert værelse. En vigtig del af pædagogikken på Baan Dada er, at børnene skal lære et håndværk, så de kan klare sig selv, når de bliver voksne. På hverdage går børnene i landsbyens folkeskole, og i weekenderne bliver de undervist i landbrug og skovbrug. En del af de ældre piger bliver undervist i at væve tøj. Børnehjemmet har også et drivhus, og et jordlod, som børnene bliver undervist i at dyrke. Hidtil har man brugt store mængder vand på at vande afgrøderne gennem de varme somre. Men ved hjælp af en donation fra Lauritzen Fonden har man kunne indkøbe og installere et automatisk drypvandingssystem. I stedet for at man på gammeldags facon skal vande alle afgrøderne, sørger det installerede system for at drypvande dem med få sekunders interval. Vandingen bliver mere konstant og præcis, og ikke mindst vandbesparende. Og børn og ansatte kan bruge tiden på andre ting end at vande planter. Målet er, at børnehjemmet på sigt skal være selvforsynende med fødevarer.

Forskel på pædagogik
Udover at hjælpe børnene er Baan Dada med årene blevet ressourcecenter for lokalområdet. Desuden er børnehjemmet base for diverse sundhedsprojekter såsom et børnevaccinationsprogram, malariabekæmpelse og et projekt, der skal afhjælpe lokalbefolkningens synsproblemer.

Børnene på Baan Dada er ikke forældreløse, men kommer fra familier, der er så fattige, at de ikke har råd til forsøge dem. Børnehjemmets gængse pædagogik er, at børnene ikke skal forholde sig til de hårde minder, som mange har med i bagagen, når de flytter ind. I stedet fokuserer man på at give børnene en række værktøjer til at klare fremtiden. Denne tilgang stødte sommetider sammen med en dansk pædagogisk tradition, som i højere grad handler om at afdække og bearbejde eventuelle traumer hos børnene.

»Jeg havde ikke altid den samme tilgang, som de lokale. Børnenes hårde oplevelser skulle helst glemmes, mente de,« forklarer Charlotte Sigsgaard Christensen. Alligevel oplevede hun, at børnene på Baan Dada ofte havde en mere privilegeret opvækst end mange børn fra områdets fattige familier: »På den lokale folkeskole kunne vi se, at børnene fra Baan Dada havde bedre tænder, renere tøj og var bedre til engelsk. På den måde er børnehjemsbørnene rent faktisk blandt de bedre stillede i området. I det hele taget var det bedste ved opholdet de mange dejlige børn. Man havde lyst til at tage dem alle sammen med hjem.«

 

Følg os på Facebook
Lauritzen-prisen
LAURITZEN FONDEN
Tranegårdsvej 20
2900 Hellerup
T 3396 8425