Lauritzen-prisen er en skuespilpris, der til forskel fra de fleste andre teater- og skuespillerpriser ikke blot er forbeholdt scene-skuespillere. Lauritzen-prisen lægger stor vægt på bevågenhed og aktualitet i selve spille- og udtryksformen, så prisen kan også tildeles personer på grundlag af en række unikke præstationer inden for film og TV-dramatik.

Prismodtagerne bliver udvalgt af en priskomité, og priserne kan derfor ikke søges. Lauritzen-prisen 2024 afholdes den 15. september 2024.

Lauritzen-prisen 2023

Lauritzen-prisen 2023 blev uddelt søndag den 10. september på Folketeatret i København. Det var en festlig aften, hvor nogle af de vigtigste aktører på den danske kulturscene blev hyldet. Årets værter var Kathrine Abrahamsen og tidligere Believe in You-prismodtager, Pelle Emil Hebsgaard som førte publikum sikkert gennem prisuddelingen sammen med formanden for Lauritzen Fonden, Jens Ditlev Lauritzen.

Der blev uddelt 8 priser i løbet af aftenen, hvor også Andreas Odbjerg kom forbi og gav et par numre, ligesom den unge sangskriver, Sasha Adrian, der tidligere har modtaget støtte fra Lauritzen Fonden, sørgede for musikalsk underholdning.

Lauritzen Fonden ønsker alle prismodtagerne tillykke og takker for en fantastisk aften på Folketeatret.