HVEM ER VI? HVAD STØTTER VI? SØG STØTTE LAURITZEN-PRISEN KONTAKT OS
Fokusområder Øvrige projekter Samlet bevillingsoversigt

Julemærkehjemmet i Kildemose

Julemærkehjemmene drives af Julemærkefonden, der i mere end 100 år har arbejdet på at samle midler ind til at hjælpe trængte børn. Der findes 4 Julemærkehjem i Danmark.

Modtager: Julemærkehjemmet Kildemose
Støttebeløb i alt: 200.000 kr.
Sted: Danmark
År: 2010
Website: www.julemaerket.dk 
Human rights artikel: 9: right to health, 10: right to education

Engang imellem har Sara på 12 år så ondt i maven, at hun ikke kan sove. Om dagen har hun hovedpine og ingen energi til at koncentrere sig om skolen. Hun er også begyndt at spise mere og har meget mere lyst til søde sager end hun plejer. Derfor er hun pludselig meget større end de andre i klassen og bliver hurtigt det nemme mobbeoffer. På hjemmefronten er der ikke noget støtte at hente og Sara føler sig mere og mere fortabt. Ligesom tusindvis af andre børn er Sara havnet i en ond cirkel og det kræver en indsats at få vendt Saras situation, så den ikke forfølger hende resten af livet. Siden 1904 har mere end 65.000 børn i Danmark fået hjælp i form af et ti-ugers ophold på et Julemærkehjem. Julemærkehjemmene hjælper børn i alderen 6-14 år med at få vendt skuden og komme tilbage til en sund og positiv livsstil. På hjemmene er der fokus på kost, sunde vaner, motion og ”at behandle hinanden ordentligt”.

Rum til bevægelse
Tilbage i 2010 bevilligede Lauritzen Fonden 200.000 kr. i støtte til opførelsen af en ny multihal til Julemærkehjemmet Kildemose. En sjælden solrig fredag i marts er vi fra Lauritzen Fonden så heldige at være inviteret til indvielse af den nye hal. Kildemose ligger smukt placeret lige ned til Roskilde Fjord og er omkranset af høje grantræer. Og selvom omgivelserne og naturen sagtens kunne danne rammerne om et bedre welness, spa eller kurophold, bliver vi hurtigt klar over, at lige netop dét, slet ikke er meningen med stedets beliggenhed. Naturen og omgivelserne skal bruges, udfordres og besejres, som et led i at få de børnene til at finde glæden ved bevægelse og motion igen. Men lige præcis det har været en udfordring når sneen fyger og minusgraderne indtræder. I disse perioder har eleverne på skolen i den grad manglet indendørsfaciliteter til at udfolde sig på. Derfor har multihallen længe været et stort ønske i Kildemose og den bliver da også indviet med manér. Det mærker man så snart man træder inden for. Her er fyldt med glade mennesker; børn, unge og gamle, der er bobler i glassene og pindemadder på bordene. Alle opmærksomt, da en af arkitekterne fra Zeni Arkitekter, der har tegnet hallen, med stor begejstring fortæller om byggeriet: ”Det er en sand perle den hal her, vi er så glade for at kunne være en del af processen og i dag kan vi jo se, at et stort behov er blevet opfyldt for børnene”. Rent arkitektonisk er hallen også unik. Den er tegnet til at passe ind i landskabet og er ikke bare en stor betonkasse, der er placeret på et stykke græs. Den er indbydende udvendigt, som indvendigt, og takket være de mange store vinduer, er lyset helt unikt i hallen.

Multihal i ordets bogstaveligste forstand
Lige netop det før omtalte behov får vi til gengæld en smagsprøve på, da 15 friske unger hopper ind på scenen og giver en energisk optræden med både hulahopringe, stepbænke og dans. Til salens store begejstring runder de seancen af med en hjemmelavet version af Youtube-fænomenet ”Gangnam Style” og man er efterfølgende ikke i tvivl om, hvad hallen betyder for børnene. Glade, stolte og lidt forpustede går de fra scenen og ligner bestemt ikke børn, der har ondt i sjælen. De ligner tværtimod børn, der er ved at genfinde selvtilliden. Forstander Lene Schou deler begejstringen over den nye tilbygning til skolen: ”Den kan jo bruges til så mange ting. Vi kan lave cirkus herovre, spille fodbold, badminton og basket. Vi kan sågar lave teaterforestillinger og afholde store forældrearrangementer og foredrag. Den giver børnene så mange muligheder, det er fantastisk”, afslutter hun. Og med den entusiasme børnene fremførte deres show med, er vi ikke i tvivl om, at hallen kommer til at gavne rigtig mange, rigtig langt ud i fremtiden. Ud over Lauritzen Fonden havde bl.a. Augustinus Fonden og Realdania givet støtte til hallen.
 

 

Følg os på Facebook
Lauritzen-prisen
LAURITZEN FONDEN
Tranegårdsvej 20
2900 Hellerup
T 3396 8425